Enkelthed og afdæmpede farver

Udgivet: 2016-08-13 19:35:00
Kategorier: Hjemme hos , Interviews

Hjemme hos Tania Nørgaard

Er du til den enkelte og minimalistiske boligstil med danske boligklassikere blandet med billigere bolignips, så læs med her og bliv inspireret af Tania Nørgaard, kendt fra Instagramprofilen @tanianoergaard.

Navn: Tania Nørgaard
Alder: 31 år
Titel/arbejde: Social Media Manager
Instagramprofil: @tanianoergaard
Boligtype: Villa
Antal kvm: 150 kvm
Bopæl: Skanderborg
Hvem bor i boligen: Tania, hendes mand Thomas og deres søn Emil på 8 måneder

Fortæl lidt om dig selv som person.
Jeg kommer oprindeligt fra Viborg, men er flyttet med kærligheden til Skanderborg, hvor min mand er opvokset. Det er guld værd at have det ene hold bedsteforældre helt tæt på, når man får en lille dreng. Vi savner dog mine forældre, som bor en times tid væk. Min mand og jeg har kendt hinanden i 10 år og blev for 2,5 år siden gift. Vi har begge en baggrund fra Aarhus School of Business & Social Sciences, hvor jeg har en Bachelorgrad i Engelsk & Kommunikation og en Kandidatgrad i Virksomhedskommunikation. Sidenhen har jeg arbejdet som projektleder på et reklamebureau, som marketingkoordinator ved et børnetøjsfirma, og snart starter jeg nyt job som Social Media Manager. Det er derfor ikke kun privat, men også fagligt, at jeg arbejder aktivt med sociale medier. Min Instagramprofil er et frirum for mig. Hvor andre har en hobby som fx at male, bage eller andet, så elsker jeg at inspirere og blive inspireret gennem Instagram. 

Hvordan vil du beskrive din stil?
Min stil i vores hjem er gennemsyret af enkelthed. Jeg er nok lidt farveforskrækket, og kan derfor bedst lide afdæmpede farver, hvilket tydeligt ses i vores hjem. Mine nips er en blanding af klassikere som Kubus stagen og Royal Copenhagen og billigere alternativer fra Søstrene Grene og H&M Home. Derudover er det vigtigt for mig, at tingene står korrekt, og at der altid er ryddeligt. Det er lidt en udfordring, når man har massevis af farverigt legetøj i huset. Men jeg synes vi har fundet en god løsning med opbevaringsposer. Så kan jeg hver aften fjerne alt det legetøj, som jeg ikke gider at se på.

Er der en gennemgående farve i dit hjem?
Jeg er enormt farveforskrækket, så valget falder primært på hvid, grå og sort, når jeg køber nyt til hjemmet. En gang imellem får jeg en periode, hvor en enkelt farve eller tendens får lov at blive en del af indretningen. For et stykke tid siden var det pudderrosa, og nu er det messing/guld.

Hvor stammer din interesse for boligindretning fra?
Allerede i min teenagetid brugte jeg rigtig meget energi på at indrette mit værelse. Når jeg ser tilbage, så havde jeg en frygtelig indretningsstil. Men mon ikke det var lige efter bogen dengang? Mindst en gang hver anden måned rykkede jeg alle møblerne ud af værelset, og så indrettede jeg på ny. Det er en tendens, som er fortsat mange år frem, men nu, hvor vi bor i hus, så har tingene fået en mere permanent plads. En gang imellem, når overskuddet er til det, så samler jeg alt mit nips sammen på spisebordet, og så får det hele en ny placering i huset. Det gælder også plakater og rammer på væggene. Det giver et nyt udtryk, og så synes man pludselig at ens hjem 'kan lidt igen'. 

Hvor finder du inspiration til indretning henne?
Jeg finder stort set al min inspiration til indretning i hjemmet på Instagram. Der er enormt mange dygtige Instagrammere, som deler de smukkeste billeder fra deres hjem. Her opfanger jeg rigtig mange tendenser, som jeg derefter selv kaster mig ud i. Desuden bruger jeg Pinterest, og så bliver jeg også inspireret af at besøge veninder og bekendte, som bor enkelt og lækkert. Så kan jeg godt finde på at kopiere elementer fra deres indretning. Det håber jeg, at de blot tager som et stort kompliment.


Hvilket rum er du mest tilfreds med i dit hjem og hvorfor?
Jeg er ret vild med vores stue, som er rummelig og hyggelig på samme tid. Derudover er jeg glad for indretningen og udtrykket på Emils værelse. Jeg nyder, at det stadig er et pynte-værelse, hvor legetøjet ikke har taget over. Men jeg er også godt klar over, at det kun er et spørgsmål om tid, før det bliver fyldt op med røde brandbiler og gule gravkøer. 

Hvad er dine favoritkøb til boligen?
Gælder porcelæn? For I så fald er jeg nød til at nævne min samling af Royal Copenhagen. Jeg havde svoret, at jeg aldrig ville samle på porcelæn, men jeg må indrømme, at jeg er dybt forelsket i det danske design, og at det til tider bliver lidt en afhængighed for mig. Derudover er jeg enormt glad for mine Kubus stager, vores sofa fra Bolia og vores skønne spisebordsstole fra HAY.

Hvad er dit favoritmærke til boligen?
Udover Royal Copenhagen, som i virkeligheden er mere i køkkenafdelingen end i indretningsafdelingen, så er jeg vild med HAY. Jeg synes, at de laver det smukkeste interiør, og det er sjældent, at jeg bliver træt af mine HAY køb. 

Hvad ønsker du dig til boligen lige nu?
Jeg har store drømme lige nu. Vores hus er nemlig sat til salg, så vi kan bygge vores drømmehus lidt længere nede ad vejen. Så lige for tiden drømmer jeg ikke bare om sofapuder og lysestager, men mere om gulve og køkkener. Jeg har kastet min kærlighed på et sort køkken, da det giver rummet dybde og karakter, så jeg krydser fingre for, at drømmen kan blive en realitet inden længe. 

Hvad er dit bedste indretningstip?
Jeg har tre gode råd, når det kommer til indretning af hjemmet. Det første er at overveje, hvilke funktioner hvert enkelt rum skal have og så indrette efter dagligdagsbrugen. Har du fx brug for et læsehjørne i stuen, en tumlemadras på børneværelset eller en bænk til børnene i entréen, så sørg for at indrette efter de små brugssituationer. Derudover vil jeg altid anbefale at indrette ét rum ad gangen. Selvfølgelig skal man forsøge at skabe en rød tråd gennem huset, men det gør ikke noget, hvis de enkelte rum får hver deres personlighed. Sidst men ikke mindst vil jeg råde til at mixe lækre designklassikere med budget-interior fra fx Søstrene Grene, som gør det virkelig godt. På den måde kan du bringe tidens tendenser ind i din bolig for forholdsvist små penge, og når en ny tendens dukker op, så gør det ikke helt så ondt på pengepungen at skifte lidt ud i dine nips.

Gør som Tania!
Sørg for at have gode opbevaringsmuligheder til legetøj, blade, puder, tæpper m.m., så man let kan rydde op, når det ikke er i brug. Lækker og smuk opbevaring er et must i boligen!
Klik på nedenstående links og få gode idéer til opbevaring. 

Relaterede blogindlæg

Del dette blogindlæg

Tilføj en kommentar

 (med http://)